Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Sådan arbejder vi med læreplaner (KOMPAS)

I Guldborgsund har vi nu igennem et par år arbejdet med KOMPAS, som den måde hvorpå vi udmønter Den Styrkede Pædagogiske Læreplan - Læring hele dagen.

HVAD ER KOMPAS?
KOMPAS STÅR FOR:

K - Kvalitet i Dagtilbud
O - Omsorg for det enkelte barn
M - Mål, refleksion og evaluering
P - Planlagte aktiviteter
A – Anerkendelse og relationer
S - Samspil i fællesskaber

Gennem leg understøtter KOMPAS børns trivsel, læring, udvikling og dannelse. KOMPAS er et arbejdsredskab til pædagoger, der anvendes til at planlægge, igangsætte og følge op på pædagogiske aktiviteter i hverdagen. De pædagogiske aktiviteter tilrettelægges, så de enkelte børn møder passende udfordringer set i forhold til deres forudsætninger.

Aktiviteterne tager udgangspunkt i de læreplanstemaer, som alle dagtilbud ifølge dagtilbudsloven skal arbejde med, nemlig Alsidig personlig udvikling, Social udvikling, Kommunikation og sprog, Science, Krop, sanser og bevægelse, Natur og udeliv samt Kultur, æstetik og fællesskaber.

HVAD FÅR DIT BARN UD AF KOMPAS?
KOMPAS har til formål at støtte og styrke dit barns trivsel og læring i dagtilbuddet med udgangspunkt i dit barns forudsætninger og behov.

En god trivsel og læring i dagtilbuddet gør det nemmere for dit barn at klare den fremtidige skolegang. KOMPAS understøtter derfor de færdigheder, der giver børn en god skolestart. Det gælder både barnets almene, sociale og sproglige udvikling.

Der arbejdes med pædagogiske forløb i mindre børnegrupper. Herudover vil der være fokus på, hvordan arbejdet i grupperne understøttes i de øvrige aktiviteter i dagtilbuddet. Børnegruppen opdeles i vuggestue og børnehave med udgangspunkt i alder. I dagplejen og i Børnehuset Solsikken tilpasses aktiviteterne til hele børnegruppen uanset alder.

Der arbejdes skiftevis med de forskellige læreplanstemaer i 3 tre måneders forløb fordelt over et kalenderår.

Forud for hvert tre måneders forløb vurderer pædagoger/dagplejere ved hjælp af et digitalt spørgeskema børnenes sproglige og sociale udvikling samt deres evne til problemløsning. Vurderingerne anvendes til at målrette de pædagogiske aktiviteter i hverdagen, så de bedst muligt tilgodeser både det enkelte barn og den samlede børnegruppes behov.

HVAD KAN I SOM FORÆLDRE GØRE?
Forskning viser, at en større sammenhæng mellem, hvad barnet oplever i dagtilbuddet og hjemmet, kan styrke barnets læring og udvikling. Undervejs i jeres barns daginstitutionsliv vil I gennem opslag i institutionen samt snakke med pædagogerne blive informeret om og inddraget i de pædagogiske aktiviteter, som planlægges og gennemføres i dagtilbuddet. På den måde bliver det nemmere for jer at tale med jeres barn om det, der foregår i barnets hverdag.

I Birkehuset er en proces opstartet (start 2021) for at udarbejde en lokal pædagogisk læreplan.